The last time?

Af Per Wium, musikjournalist

The Rolling Stones har eksisteret i mere end 50 år.

Deres optræden på årets Roskilde Festival havde på forhånd fået mange små-negative ord med på vejen. Rollator-rock, Roskilde for Ældre Sagen etc....

Ikke desto mindre flokkedes tusindvis af unge – de fleste mindre end halvt så gamle som rullestenene har eksisteret som band – foran Orange Scene kl 22.00 torsdag aften.

Lidt længere tilbage i rækkerne stod det grå guld med eendags-billetter og lyst til at genoplive en ungdom som dén der er selve sjælen på Roskilde Festival.

De ældste holdt længst. Fordi de ville og fordi den yngre generation har mere travlt med festen og mobiltelefonerne. Der eksisterer – undskyld jeg siger det – nogle elendige koncertvaner blandt alt for mange unge.

Med Mick Jagger som det ubestridte midtpunkt leverede gruppen den vare der var lagt op til. En stadionkoncert med effektive sange og højt energiniveau.

Men også numre hvor der blev spillet så untight og usikkert at det faktisk kan undre. For slet ikke at tale om de famlende slutninger, der desværre var reglen ved den mere end to timer lange koncert på Orange Scene.

Hvis man for 20 år siden havde gættet på at The Rolling Stones skulle på turne i 2014 ville man være anset for tosset. Alene bekymringerne for Keith Richards' helbred og form var nok til at gøre gætterierne til skamme.

Men den der ler sidst.... han står op endnu. Og i mange passager er han unik og en levende myte.
Alligevel tror jeg de fleste af os i aftes flere gange tænkte at det nok var ”The last time”.

Mick Jagger

Mick Jagger står 110 procent ved at han ligner een på 70, der prøver at ligne sig selv da han var 20 og gerne ville ligne en rock-legende.
Han går med stor kraft og energi ind i rollen som eet af rock-musikkens ikoniske ansigter.
Og han gør det med afvæbnende selvironi sådan at krukkeriet bliver charmerende. Præcis som i den fantastisk morsomme video om ”Monty Python”, der kører rundt på de sociale medier lige nu. Se den lige!

Jagger var – også i aftes – en eksplosion og et energibundt. Og han kan – stadig – løbe rundt på scenen uden at det på noget tidspunkt tager pusten af hans vitale røst.

Keith Richards

The Rolling Stones er LIVET for Keith. Ligesom titlen på hans fremragende selvbiografi er det.
Det er hans identitet og hele sjæl. Uden at dramatisere eller ville være teatralsk: Når Rolling Stones stopper tror jeg ikke der går særlig lang tid inden Keith lukker sine levende øjne for sidste gang.

Richards virkede afdæmpet i mange passager i aftes. Men pludselig tager fanden så ved ham, og han mejsler de store åbnings-riff's på ”Start me up” og ”Satisfaction” ud i nattehimlen.

Som sanger er han svag nu. Og det bliver forstærket af kontrasten til Jagger, der er så skidegod.
Men vi elsker Keith, det fremgik også af brølet da han blev introduceret af forsangeren.

Charlie Watts

Charlie Watts har ofte - især i kontrast til sine farverige og spraglede kolleger - lignet en senior-revisor, der er gået forkert.
Men han er ikke gået forkert. Han er en vigtig del af bandets musikalske sjæl med sit uimponerede og helt basale spil.
I aftes var han igen et musikalsk midtpunkt. Han spiller enkelt, effektivt og med denne high-hat som er eet af hans kendetegn.

Han har rigelig at skulle holde sammen på – især når bandet 'tilter' og trækker i forskellige retninger.

Ron Wood

Ron Wood spillede ikke en tone ved aftenens koncert, som havde nogen som helst positiv betydning for musikken, bandet eller publikum.
Én undtagelse: "You got the silver"

Sorry to say.

Hvor bliver de rigtig gode sange af??

Da koncerten var slut stod jeg med samme fornemmelse som da jeg for nogle år tilbage så Martin Scorseses ”Shine a light” film om gruppen.

Hvor er de rigtig gode sange henne?
Hvorfor er de allerstærkeste Rolling Stones titler faktisk ikke med på sætlisten?
Jeg tænker på ”Tell me”, ”Time is on my side”, ”Get off of my cloud”, ”Paint it black” fra 60'erne og på fx ”Mixed Emotions” og ”Anybody seen my baby” fra senere i karrieren.
I stedet for disse fyrtårne spiller gruppen en række (alt, alt for lange) sange som tjener som afsæt for show, manerer og ”gang i den”. Det er sådan set også fint nok – og en del af konceptet – men der kunne sagtens være en bedre balance mellem gode sange og det mere udvendige show-baserede.
The Rolling Stones har jo de gode sange i bagagen.